Livskraft styrkes gennem ægte sårbarhed
Af Birgitte Grønbech, emotionsfokuseret par- og psykoterapeut, MPF
Intro “Livskraft styrkes gennem ægte sårbarhed”
Vi skal i dette indlæg se på hvordan vi henter livskraft og mental styrke med fokus på sårbarhed og følelsesmæssig kontakt med sig selv. Livskraft defineres i det danske sprog som: “kraft og energi, som får en organisme eller et væsen til at vokse og trives”. Sårbarhed er i psykologisk forstand en del af et menneskes naturlige integritet. Med kontakt til vores inderste følelser får vi adgang til vores sårbare selv – og mulighed for – at sanse og forvalte ægte behov.
Vi skal i artiklen pejle os ind på vores medfødte evne til – at være – og agere som følende individer. I dagens samfund er vi gode til at tænke og reflektere. Men får vi også brugt vores emotionelle GPS i en dosering der giver giver os plads til at mærke og sanse livet. Den ubegribelige livskraft som hjælper os gennem kriser eller svære perioder, får vanskelige kår hvis vi lukker helt ned for vores kerneføleser.
I et psykoterapeutisk perspektiv fremmer “den ægte sårbarhed” livskraften via den større følesesmæssige adgang til at fremme trivsel. Det giver dermed færre mentale udfordringer: Fx udvikling af stress, angst eller depression. I dette indlæg får du mere indsigt i hvordan livskraft kan styrkes gennem den “ægte sårbarhed” Læs artiklens afsnit som det passer dig. Du kan klikke dig direkte ind i det enkelte afsnit her: 1 Sårbarhed og kontakt til dig selv og andre 2 Sårbarhed som plusord og basis for personligt lederskab 3 Når traumer stjæler sårbarhed, ender vi i skamfuldhed og/eller ensomhed 4 Sårbarhed –gælder det kun udsatte grupper i samfundet? 6 Når sårbarheden møder (om)verden modigt 7 Praksis og fokusering – der nærer den ægte sårbarhed Undervejs er der link til artikler og videomateriale fra relevante kilder. Du kan se en samlet kildeoversigtoversigt her
Indhold i dette indlæg
Livskraft fremmes eller modarbejdes i balanceakten mellem “Integritet-samarbejde”
Går du rundt og føler at du savner den fulde kontakt med dig selv, at du skal søge ydre oplevelser for at føle dig i live eller at du sidder fast i negative spiraler med tunghed, perfektionisme, afhængigheds- eller kontrol adfærd, ensomhed eller trunghed. Så må de se på hvordan du kan gøde og kultivere remmerne for at fremme den livskraft som er så afgørende for at kunne finde og se livets glædesfyldte, fine og meningsfulde øjeblikke igen.
Helt fra spædbarnestadiet udvikles vi i relationen med tætte omsorgspersoner. Undervejs lærer vi som børn at navigere i en eksistentiel konflikt mellem integritet “mine behov, herunder de fysiske, udviklingsorienterede og de følelsesmæssige” og samarbejde “den anden eller de andres behov, responser og villkår”.
Livskraften kvæles, hvis vi ikke har fat i vore egen integritet. Men din integritet får trange kår, hvis din medfødte emotionelle GPS ikke kan informere dig om det, der gør dig:
- ægte glad,
- ked af det,
- nysgerrig eller
- ægte vred over en overskridelse af dine grænser
I stedet kan dine følelser overdøves af følelser og tanke-følelser så som gør dig mere reaktiv (dvs lukket ifht dine dyberliggende behov):
- dårlig samvittighed og skyld
- ikke at være god nok,
- at jeg gør aldrig tingene godt nok, eller
- at det ikke betyder noget hvad jeg mener.
Sådanne følelser og tankefølelser må ikke gro fast i dig. Så du mister din ægte evne til at mærke din ægte sårbarhed. Dermed ikke sagt, at fx dårlig samvittighed ikke kan give et vigtigt signal til dig. Den kan hjælpe dig til at at søge forsoning. Men en konstant dårlig samvittighed overfor en anden eller andre, kalder på at du ser på, hvad det handler om?!
Det er i øvrigt helt naturligt, at vi mister kontakt til det sårbare selv i nogle situationer. Fx i chok- og ulykkestilstande. I sådanne tilfælde er det en del af vores overlevelse, at vi sjæleligt forsvinder væk fra det følelsesmæssige eller fysiske, der smerter eller er traumatiserende. En god overlevelsesmekansime at vi kan dis-integrere for voldsomme oplevelser.
Men livskraften er en forunderlig størrelse. Den kan føre os videre, efter selv større livskriser. Blot er det vigtigt at vi har nogle at dele og bearbejde det lille eller store traume med. For nogle bliver eksistentielle kriser enddog en vej til en blomstringsproces. Men det nødvendiggør, at vi kan dele det svære med andre, få trøst og medfølelse i krisen og finde et nyt fodfæste. Ellers kan det blive for ensomt. Krisen kan blive en langsom kvælningsproces af livslyst og ægte livskraft.
Livskraften drænes, hvis du konstant opgiver dig selv eller dele af dig selv
Livskraften kan ligeledes få ringe kår, hvis du siden barndommen – eller i usunde relationer i dit voksenliv – har mistet den ægte kontakt til dig selv. Der kan de negative tankefølelser dominere din måde at være i verden på.
Det kan føre til at integritets – samarbejdsbalancen bliver ulige, fx:
- du opgiver dig selv og tager mere hensyn til andre
- du taler/tænker negativt om dig selv og ser andre om mere betydningsfulde
- du føler ikke at du gør det godt nok – selv om du leverer langt over målet
- din skam eller skyld lukker ned for dig selv, og så prioriterer du hensynet til andre højst
- du får ikke sat grænser for dét, der er bedst for dine behov
- du kommer til at oversamarbejde om opgaverne på arbejdspladsen og hjælper for meget
- du mærker måske ikke længere de fine øjeblikke af lykke og glæde, men er i en konstant følelsesmæssig gråzone
- du er i ofte i en tilstand af indre uro, fordi du ikke hviler i at dine behov har lige så meget ret som andres behov
Det en slags livskunst at holde fast i din egen integritet, når der også er en andens eller andres behov at samarbejde med. Denne balanceakt sættes i bevægelse allerede tidligt i barndommen. Even til at balancere bliver stærkest og giver mest trivsel, når vi får hjælp fra omsorgsfulde voksne. Hvis vores forældre ikke har lært dette, kan du ikke bruge dem som rollemodeller i denne balancekunst. Det er så dét, som du selv skal lære.
Empati næres af kontakten til egen sårbarhed
Uden egenomsorg og empati, er det tilgengæld svært at tage de rette hensyn til os selv og andre. Vi kan drive rovdrift på egne ressourcer, men vi kan også medvirke til at tære på andre menneskers ressourcer. Vores relationelle kompas synkroniseres med andre, når vi forstår egne følelser og agerer ud fra den ægte sårbarhed.
Hvad er sårbarhed?
Når du er i kontakt med følelser og sanser, som guider dig til at forstå hvilke behov du har, er du også i kontakt med din sårbarhed. At mærke et følelsesmæssigt behov, kan få dig til at række ud og få hjælp og støtte. Det kan omvendt også give en pejling af, hvornår du skal vise omsorg for et andet menneske.
Brené Browns definition af sårbarhed
Brené Brown, som er blevet kendt for hendes forskning og arbejde med sårbarhed, beskriver sårbarhed således: ”Sårbarhed er villighed til at vise og dele dit autentiske selv. Også selv om du sætter dig udenfor kontrol af hvad resultatet bliver! Sårbarhed fjerner forsvar, fremmer empati og styrker kreativitet. Mange forbinder sårbarhed med svaghed og skubber folk væk i frygt for at virke latterlige. Men uden sårbarhed kan du ikke leve et helhjertet liv.”
#1 Sårbarhed og kontakt til dig selv og andre
”Ægte forandring er, ikke når du bliver til den du ikke er, men når du bliver dig selv” Den paradoksale teori om forandring
Kort opsummering
Livskraft styrkes gennem ægte sårbarhed #1:
“Sårbarheden og kontakten til dig selv og andre”
Sårbarhed skal ses i relationen til andre mennesker, for sårbarheden er svær at stå alene med. Sårbarhedens følelser skal ses, høres og forstås med omsorg, trøst eller respektfulde/konstruktive håndsrækninger. Ellers bliver sårbarheden ikke en vej til forløsning. Og den indre tillid til at være i livet bliver ikke styrket. Manglende forløsning af følelser kan fx føre til systematisk bekymrings- kontrol- og/eller undvigeadfærd.
I et psykoterapeutisk perspektiv er sårbarhed svær at komme uden om. Sårbarhed er en del af vores evne til 1) at mærke vores føle- og sansesystem og 2) at søge hjælp/omsorg/trøst eller at vælge at håndtere sårbarheden alene.
Det sårbare selv pejler dig i retning af trivsel og den grundlægende livskraft
Vi udvikler lige fra de tidlige stadier af livet et sårbart selv. Et følende selv kan vi også kalde det. Det følende selv anerkendes og styrkes via omsorgspersonernes kærlige og anerkendende, kontakt, omsorg og trøst. Fx hvis barnet er ængsteligt, bange, ked af det eller har brug for hjælp. Barnet skal vokse op og lære, at det ok, at søge trøst eller hjælp. Så styrkes selvværdet og tilliden til at blive støttet af andre. Barnet får også en erfaring i at reagere og få en følelsesmæssig og sansemæssig afspænding. Så undgås en ophobning af undertrykte følelser. Undertrykte følelser påvirker selvværdet og selvfølelsen negativt. Det kan i en langstrakt negativ spiral skabe mentale problemer som udbrændthed, afhængighedsadfærd, negativ stress, angst og depression.
Erfaringen og processen med at håndtere den indre sårbarhed, hjælper os til at udvikle tillid til livet og mennesker. Og det gør os mere villige og modige til at være til stede ”her og nu”. Vi bliver ikke så ængstelige for det, der kan komme. Det gør livet lettere, for som Piet Hein skrev: ”Bekymringer trækker en negativ rente, de vokser sig små, hvis man la’r dem vente!”
Livet rummer mange eksistentielle risici og kriser. Men alligevel kan du godt acceptere ”det farlige liv” og samtidig hvile i din sårbarhed. Så har du en kapital af indre evne til selvberoligelse. Så ved du instinktivt, at mister du fodfæstet, kan du være i frygten eller ubehaget også med hjælp fra andre.
Ægte sårbarhed gør dig i stand til at være i paradokser frem for at udvikle usunde strategier
Livet er fyldt med paradokser. Vi er mest i live, når vi kan rumme at de modsætninger og paradokser, som eksistens byder os. Også selv om det kan sætte os i kontakt med ubehagelige følelser. Uden denne accept og selvberoligende tilgang til din sårbarhed, ligger en lurende fare for at udvikle mere sekundært overlevelsesstrategier. Fx et udtalt behov for kontrol eller perfektionisme eller usund tilbøjelighed til at gøre andre tilpas. Vi kan danne indre tilbøjeligheder, der fx præges af bekymrings-, kontrol, misbrugs-, offer- eller hjælperadfærd.
Brug af sekundære strateiger for at undgå sårbarhed fører til mistrivsel
Det er her, at du kan udmattes af tankemylder, problematisk adfærd, unødvendig usikkerhed og stress. Måske mangler du en sund fornemmelse for at række ud og dele din ægte bekymring til et andet menneske? Eller måske sætter du ikke sunde grænser, og siger nej til andre. Måske tør du ikke vise din sårbarhed. Det kan dræne dig, og du kan miste fornemmelsen for at passe på dig selv og dine egne behov.
I stedet vil du indeni ”larme” med alskens bekymringer, stressuro eller lammelse. Eller drive dig selv til at arbejde alt for meget, være alt for perfektionist, have alt for meget fokus på andres behov og følelser og/eller føle dig alt for lidt i live.
For at forvalte din sårbarhed må du kunne dele den
Sårbarheden tørrer ud, når du ikke deler din ægte ængstelse, uro, frygt eller smerte med en tryg relation. I psykoterapiens rum eller i den gode samtale med en fortrolig, kan du skabe forståelse, men også en proces, hvor du langsomt skaber mere plads og bevægelse til din egen sårbarhed.
Videoer, der illustrerer sårbarhedens paradoksale veje til trivsel
Denne Ted Talk af Brené Brown satte sårbarhed på verdenskortet. En kilde til at blive mere robust og lykkelig i livet.
Dette er opfølgeren hvor Brené Brown præsenter skam som en af de største sårbarhedsdræbere.
# 2 Sårbarhed som plusord og input til lederskab
I vores moderne, travle tid kan håndtering af den ægte sårbarhed medvirke til at skabe trivsel og robusthed
- ”Ærlighed uden nænsomhed er grusomhed” (gammelt ordsprog)
- Sådan som I ønsker at andre skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem” Fra Matheusevangeliet kapitel 7)
- “Tro uden sårbarhed = fundamentalisme” (Brené Brown)
Kort opsummering
Livskraft styrkes gennem ægte sårbarhed #2:
“Sårbarhed som plusord og input til personligt lederskab”
Sårbarhed er ikke lig med klynkeri. Ægte sårbarhed kultiveres af omsorg og støtte og den giver dig helhjertet handlekraft. Du kan føle dig bange eller ked af det. Er din tilgang til sårbarhed tillidsfuld rækker du ud, hvis du har brug for det. For du ved, at du værd at hjælpe. Det betyder også, at du agerer empatisk over for andre. For det fortjener de også. Selvfølgelig kan perioder med travlhed fastlåse os i en mere følelseskold automatpilot-rolle. Men så længe vi søger tilbage til det sted, hvor sårbarheden lever, så forbliver vi også følelsesmæssigt i live.
Social- og trivselsforskeren Brené Brown opdagede til sin forbløffelse, at sårbarhed håndteres helt naturligt af mennesker, der er bedst til at skabe lykke og robusthed i deres tilværelse. Hun kaldte disse mennesker “de helhjertede”.
Ordbogen kontra Brené Browns mere psykologiske betydning af sårbarhed
I ordbogen ”Ordnet.dk” fremgår det at sårbar betyder “pirrelig, ømtålig, sensibel, nærtagende sensitiv og følsom”. Det kan være i den betydning at Sørine Godfredsen forstår sårbarhed som klynkeri, se afsnit 5 Men det var ikke sådan, de helhjertede agerede i Brené Browns undersøgelse. Brené Brown konstaterede, at det var de helhjertede menneskers evne til at række ud og søge forståelse, omsorg, trøst eller støtte, der gav dem styrke og robusthed.
Vi kan gemme sårbarheden bag en reaktiv facade
Når vi ignorerer, undertrykker eller ikke tager vores sårbare følelser alvorligt, agerer vi ikke helhjertet. Vi kan blive følelseskolde eller på anden måde reaktive. Når vi er reaktive, reagerer vi ofte som autopiloter ud fra stressimpulser: Kamp, flugt eller stivne-reaktionerne. Når vi agerer ud fra roller, som er mere relaterede til automatisk overlevelseserfaring, mister vi pejlingem fra følelseskompasset. Man kan sige, at vi gemmer os eller beskytter det sårbare selv bag en facade.
Dramatrekanten
Den reaktive overlevelsesadfærd kan også oversættes til en autopilot-rolle jævnfør dramatrekantens tre roller:
- Krænker-rollen (kamp-impulsen – søger dominans) her agerer vi kritisk; som ”over-hund”; energivampyr der spyder sin energi ud i rummet for at de andre skal føle det samme; som dominante, påståelige; nedvurderende; nedladende; selvhøjtidelige; hånende; stolte; truende; psykiske eller fysisk voldelige osv.
- Offer-rollen (flugt-impulsen – flygter fra at tage personligt og følelsesmæssigt ansvar), her klynker vi ofte; blamer andre; bagtaler; flytter vores fokus fra eget ansvar og peger ud på “en anden” eller “de andre”
- Frelser-rollen (spil død-impulsen – stivne eller ”tend-and-be-friend”), her glemmer vi at mærke os selv. Det er ok i mange situationer, men skidt, hvis det bliver et fastlåst mønster. I stedet for at være ægte empatiske, kan vi agere reaktivt som hjælper, fixer eller agerer støttende i en grad, hvor der ikke er ægthed i kontakten (som Søren kirkegårds ægte hjælperkunst i citatet under #4)
Vi kører som noget helt menneskeligt indimellem på auto-pilot og bevæger os ind i dramatrekanten. Problemet opstår, som nævnt, når vi fastlåser os i denne reaktive adfærd. Og ikke finder tilbage til et balancepunktet, hvor vi også er i kontakt med vores ægte sårbarhed.
Menneskelig kontakt giver mulighed for at bryde ud af reaktive mønstre
Det kan være svært, hvis den fastlåste rolle er blevet tillært pga. manglende voksen- regulering i barndommen. Uanset hvor den fastlåste rolle stammer fra, må vi forstå, hvad der udløser reaktiviteten. Det er vigtigt, for at komme i et sundt balancepunkt, at vi arbejde med vores mønstre. Gerne i samspil med nogle tillidsvækkende medmennesker. Fx ved at dele hvad vi ville føle og have behov for, hvis vores sårbarhed ikke blev overskrevet af reaktiv overlevelseadfærd.
Uden sårbarhed mister vi lederkskab og risikerer at falde i et ufølsomt spor
Vi kan miste evnen til personligt lederskab, hvis sårbarheden lukkes inde bag en facade. Vi kan fortælle os selv ting, der ikke finder sted i den virkelighed vi er i. I stedet matcher vi forklaringen til de umiddelbare, men sekundære behov og følelser, der binder os. Det kan sende os i en reaktiv rolle, hvor forudindtagethed dominerer os. Hvor vi ikke åbner os for situationen og opfanger dens her-og-nu data. Dermed falder de ned mellem to stole.
Vi kan dermed miste evnen til at påvirke andre mennesker med helhjertet ægthed. Forhandling om interesser i en personlig, projektrelateret, arbejdsmæssig, religiøs eller samfundsmæssig sammenhæng kan blive for fundamentalistisk eller for stiv. Det kan resultere loose/loose eller win-loose resultater frem for win-win.
Sårbarhed i makroperspektivet af menneskelig handlinger
I mit gamle fagområde international økonomi og miljøøkonomi, stødte jeg ofte på begrebet sårbarhed. Fx sårbarhed ifht aktiemarkedets kursudsving, handelsbalancer, krigstrusler og miljøets sårbarhed ifht forurening, truslen på rovdrift samt samfundsgruppers sårbarhed ifht fattigdom eller social ulighed. Det sårbare i samfundsperspektiv kalder også på handlekraft og forståelse for at skabe tryghed.
Sårbar i samfundsperspektiv - kræver fælles ansvar
Også på et overordnet samfundsplan er sårbarhed en kalden på handling til støtte, reaktion og at afhjælpe problemet. Vi har brug for en tilstrækkelig vågenhed for mavefornemmelsen og hvordan vi kan håndtere problemer sammen. Ellers risikerer vi at tage dårlige beslutninger. Et godt eksempel på en situation, hvor man havde for travlt og manglede en sårbar tvivl, er minkskandalen. Men det sker jævnligt, når vi hovedløst kaster os ud projekter, hvor vi konstant er ude af balance.
Det er ikke nok at være ideolog eller fokusere på at optimere
I en økonomisk tankegang søger man at finde optimale løsninger. Men menneskelige faktorer forhindrer ofte dette. Især fastlåste økonomiske ideologier, religion eller stress, kan blive barrierer. Dét, der begynder på tegnebrættet med at være optimalt eller retfærdigt kan gå skævt. Blandt andet fordi ideologi, magt, penge, blind optimeringsfokus, manglende erkendtlighed og fastlåst snæversyn, får os til at miste den sunde hjælpekunst. Som Kirkegaard fremstillede hjælpekunsten (se citat under #4 Sårbarhed – gælder det kun for nogle grupper i samfundet), så kræver det et følsomt, ydmygt engagement.
Uden sårbarhed, er det svært at vise medmenneskelighed
Mennesker kan hurtigt miste deres indføling, ydmyghed og respekt for andre mennesker. Især overfor dem, der ikke deler samme sag eller mening. Vi kan falde i en sub-gruppefælde. Hvor vi samler os om at være enige om hvem, der er de onde, fjenderne eller imod os.
Uden kontakt til vor sårbarhed, kan vi også miste indføling med vores egen fysiske og mentale sundhed, vores medmenneske, vores kollega/underordnede/leder, dem vi har ansvar eller vores ægtefælle/partner.
Alt sammen noget der kan være en meget kortsigtet nødvendighed for at gennemføre et svært projekt. Men en menneskelig glidebane hvis det bliver en indgroet tilstand. Endda med konsekvenser helt på samfundsniveau.
Uden empati og medmenneskelighed kan vi ende med at agere ufølsomt og fremstå med hård kritik. Fx med fastlåst vrede, utilregnelighed, som underhund eller overhund, med ærgerrighed, ekstremt penge eller magtbegær, stress-udbrændthed, følelseskulde mv. Selvfølgelig skal der lederskab og styring til for at opnå mål. Men uden ægte sårbarhed kan vi risikere, at kontrol- og automatadfærd bliver den eneste tangent, som klaveret spiller på.
Læs mere om dramatrekanten – der bringer os væk fra sårbarheden
# 3 Når traumer stjæler sårbarhed, kan vi rammes af skamfuldhed og/eller ensomhed
”Traume er ikke hvad der sker med os, men hvad vi holder for os selv i fraværet af et empatisk lyttende vidne” Peter A. Levine
”Et traume defineres ud fra styrken i de reaktioner, der udløses i situationen – ikke ud fra hvilke typer begivenheder det er (Maté 2021)”
”Om en person bliver traumatiseret, afhænger af, hvordan vi håndterer og relaterer til de overlevelsesreaktioner, der udløses både i situationen, og i endnu højere grad af, hvilken adgang vi har til regulering af tilstandene i landingen bagefter” Merete Holm Brandtbjerg (2021)
Traumer og skam kan blokere for at komme tilbage i fuld kontakt til dit sårbare jeg. Derfor er det vigtigt at søge god hjælp og komme godt ud af en traumatisk oplevelse. Også selv om traumet opstod for mange år siden, fx i barndommen. Uanset om traumeoplevelsen er lille eller stor, kræver den medmenneskelig opmærksomhed. Men vel og mærke en menneskelig kontakt med en eller flere, der forstår den sande hjælpekunst.Kort opsummering
Syv psykologiske aspekter af sårbarhed 3: Når traumer stjæler sårbarhed ender vi i skam og/eller ensomhed
Når vi gennemlever et traume, får vi ofte en oplevelse, der er så voldsom, at der i en tid mistes sjælelig kontakt til kroppen. Det er hensigtsmæssigt, så vi kan finde vej tilbage til ny balance i et tempo, der gør det muligt at rumme traumet. Desværre er der ikke altid et eller flere personer omkring os, som mestrer sårbare samtaler. Den traumeramte skal have mulighed for at nærme sig den smertefulde oplevelse. Men i et tempo der er afstemt den traumeramtes bæreevne.
Et traume kan føre til et mønster, hvor sårbarheden ikke genfinder sin plads
En traumatisk oplevelse, kan skabe ringe kår for sårbarheden. Herunder for vores mulighed for at række ud og få trøst og støtte. Får vi ikke hjælp med “den ægte hjælperkunst” kan traumet skabe en negativ sprial af ensomhed og skam, der kan give trivselsproblemer.
Uden sårbarhed er vi i fare for at blive skamfulde og ensomme
Ensomhed og skam er også typiske følger af de relationelle traumer, der kan vokse sig store hos børn/voksne i familier, hvor der er eller har været fysisk og eller psykisk omsorgsvigt. Ofte er traumetilstande nedarvet i generationer.
Nedarvede traumer – kan skabe sekundær traumatisering
Det kan være svært at håndtere traumehistorier uanset, om det er et større kollektiv traume, som jødiske familiers oplevelse af udryddelsen under 2. verdenskrig, eller om det er at vokse op i en misbrugsfamilie. Som den jødiske psykolog Esther Perel delte i en podcast til Brené Brown, er der forskellige veje til at håndtere et traume i familier. Mange jødiske overlevere tav omkring deres traumatiske oplevelser. Det gjorde de typisk for at beskytte deres børn. Man ville nødig give børnene en illusionsløs forestilling om meneskeheden og verdens ondskab. Andre igen har delt oplevelserne med deres børn på en måde, som giver efterkommerne skamfulde følelser. Fx at det bliver svært, at føle sig berettiget til at have det svært og dele det. Dette bliver resultat af en offerdynamik. Hvor næste genereation skammer sig over “besværlige” følelser. Esther Perel understreger vigtigheden af at viderebringe svære livsbegivenheder i et perspektiv, der også indeholder narrativet om overlevelseskraften og håbet.
Når forældreomsorgen skaber usikkerhed – udvikles trangen til et stærkt beskyttelsespanser
Traumer kan også opstå, når forældre reagerer voldsomt (psykisk eller fysisk voldeligt) eller viser omsorgssvigt i deres forældrerolle. Det kan forekomme som meget voldsom skæld-ud og store følelsesudsving. Men det kan også være omvendt, ved ikke at respondere på barnets følelser. Børn har en medfødt evne til at synkronisere sig med forældrenes nervesystem. Hvis forældrenes nervesystem ofte er i alarm eller er nedlukket, påvirker det barnet i voksenlivet.
Konsekvenser af utryghed i barndommen kan være
Mangel på tryghed og omsorg i barndommen kan senere give vanskeligheder med at fokusere; en grundlæggende uro og mangel på selvværd; begrænset evne til selvberoligelse og en mangel på ægte empati med sig selv.
Dermed kommer behovet for et stærkt beskyttelsespanser. Desværre – paradoksalt nok i form af en nedbrydende adfærd – som den nye generation rammes af, fx:
- et højt nivau af negative tanker/urostanker,
- præstationskrav til sig selv,
- ængstelighed ifht at præstere,
- perfektionisme,
- selvkritik,
- trang til at please andre,
- kontroladfærd,
- misbrugsadfærd mv.
Kontakten i en traumeramt familie kan ofte beskrives ud fra dramatrekanten som blev præsenteret i Afsnit 2, Sårbarhed som plusord og input til lederskab).
Hvis man kommer ud af en traumeramt familie og oplever de nedarvede, sekundære eller svigtrelaterede traumemønste, kan det blive nødvendigt at søge professionel hjælp. Det kræver en terapeutisk behandling, hvor du kan opbløde traumets effekter, skabe ro og genetablere den indre kontakt til sårbarhed, selvberoligelse og selvværd.
#4 Sårbarhed –gælder det kun udsatte grupper?
”At man, når det i Sandhed skal lykkes en at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst.
Enhver, der ikke kan det, han er selv i en Indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden.
For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg kunne forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere-forståen gældende, så er det fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i Grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en Ydmygelse.”
Søren Kierkegaard (SV, bind 18 side 92).
Kort opsummering
Syv psykologiske aspekter af sårbarhed #4 “Sårbarhed – gælder det kun udsatte grupper i samfundet?”
Sårbarhed er alment menneskeligt, men bruges i velfærdssamfundet om bestemte grupper. Sårbarhedsbegrebet om grupper indikerer behovet for hjælp på samfundsplan. Men brugen af sårbare grupper kan opfattes stigmatiserende. Spørgsmålet er også, hvor reelt er det at kalde et menneske, der indimellem rammes af buldrende psykose for sårbart? Og i øvrigt: raske som syge mennesker har alle brug for hjælp og styrke gennem andre.
Måske kan den måde vi bruger ordet sårbarhed have en negativ klang i nogle menneskers ører. Men fra mit psykoterapeutiske ståsted mener jeg, at sårbarhed er et alment menneskeligt fænomen. Men ofte bruger vi sårbar til at beskrive visse grupper eller i situationer, hvor vi er meget psykisk overvældede.
Sårbare grupper – er det en præcis måde at anvende sårbarhed?
I de seneste årtier er vi begyndt at bruge begrebet sårbare grupper” fx ”socialt sårbare”, ”sårbare familier”, ”økonomisk sårbare” eller ”psykisk sårbare”. Men det kan opleves forkert, at man sætter sårbarhedsetikette på psykisk syge. Katrine Louise Zycek, der selv lider af psykisk sydom, forklarede i en kronik i Kristelig Dagblad 2018, at hun føler det stigmatiserende. Hun sammenligner det med, at vi jo ikke ville bruge ordet sårbar om en cancerpatient. Vi ser et cancer-forløb som en ulykkelig livsomstændighed.
Sygdom er ikke det samme som sårbarhed
Formanden for Sind, Knud Kristensen, reagerede efterfølgende på Louises kronik med et indlæg i Kristelig Dagblad. Her forklarede han, at begrebet ”psykisk sårbarhed” blev drøftet og accepteret af relevante parter inden for området af psykiske lidelser. Man var dengang opmærksom på risikoen for at stigmatisere, og at betegnelsen ikke var dækkende. Alle er sårbare mennesker. Og Knud Kristensen fremhævede også, at der er der mange med udbrud af psykisk sygdom, der slet ikke kan relatere til betegnelsen ”sårbarhed”. Det er en alt for ”blød” betegnelse for psykisk sygdom i buldrende udbrud eller for en svære psykisk lidelse.
Eftertanke om hjælp i hverdagen og sårbarhedens rolle
Da jeg igennem et år var syg med lymfekræft i stadie fire, gennemgik jeg intens kemobehandling og stamcelletransplantation. Jeg var syg, men oplevede en rørende omsorg og støtte fra alle fronter – familie, venner, kollegaer, naboer, og øvrige i netværket.
Jeg oplevede det som rart – dog nogle gange for intenst. Men det åbnede mig op for, hvor givende det er at modtage støtte og omsorg.
Post-traumatisk opblomstring – hjælp gennem sårbarhed
I perioden efter jeg var færdigbehandlet, kom mit livs store opstigning af et nyt bjerg.
Jeg blev hurtigt meget normal at se på, men inden i var jeg virkelig svag og afkræftet. Men hjælpen kom ikke længere så udtalt, som da jeg var syg. Jeg erfarede, hvor svært det er at være ”svag”, når man ser almindelig stærk ud. Jeg tyede automatisk til mine gamle strategier med at agere stærk og uafhængig. Men jeg lærte også at vise mig sårbar og række ud til de nærmeste. Det blev en overlevelse for mig. Det gav en styrke under opstigningen af det nye bjerg, hvor jeg skulle arbejde og leve normalt trods senfølger. På den måde fik jeg også en ny livserkendelse og integritet. Nogle kalder dette fænomen posttraumatisk blomstring. For traumet fik mig et sted hen hvor jeg blev mere mig selv, mere glad og fik udviklet mine værdifulde relationer.
Sand hjælpekunst er afgørende i relation til traumer
Uanset om det er psykisk sygdom eller fysisk sygdom, behøver vi støtte, hjælp og omsorg. Specielt også når vi er tilbage i livet og døjer med senfølger, som ofte er træthed, angst, smerter mv. Sand hjælpekunst handler om at undersøge, hvilken hjælp der er brug for. Hjælpen kommer ofte automatisk fra andre i en traumatisk periode. Det er godt. Men i hverdagslivet skal radaren drives af vores sårbarhed, som pejling til at – søge og give – støtte og omsorg. Derfor må vi ikke kvæle sårbarheden i gamle overlevelsesmønstre, stolthed og uafhængighedstrang.
Læs evt selv hvad Katrine Louise Zycek og Knud Kristensen skrev om sårbarhed i relation til psykisk sygdom
https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/jeg-er-traet-af-blive-kaldt-psykisk-saarbar
# 5 Grænser for sårbarhed
”Giv ikke jeres kostbare perler til svinene, for de vil bare træde dem ned uden at forstå værdien. Kast ikke det bedste I har, for de vilde hunde, for de vil blot vende sig om mod jer og gå til angreb” Fra Mattheusevangeliet (Biblen på hverdagsdansk)
Kort opsummering
Syv psykologiske aspekter af sårbarhed #5 Grænser for sårbarhed
Vi lever i en tid, hvor grænserne for, hvad man kan dele offentligt – eller i ens ydre periferi – rykkes. TV-dokumentarer, der sætter fokus på almindelige menneskers forandringsprocesser og følelsesmæssige udfordringer kan være utrolig rørende og inspirerende. Men moderne TV kan også overskride grænser. I udvidede fora, går vi nogle gange langt med at udlevere vores indre traumer eller følelser. Måske for langt?
Sårbarhed trives bedst inden for nogle tryghedsgrænser. Derfor kan virke bekymrende, når sårbarheden ikke udfolder sig i de rette, trygge rammer. Journalisten og forfatteren Lise Nørgaard udviste et generøst offentligt engagement. Men også med stærk grænsesætning ift. måden hun delte ud af sig selv.
Lise Nørgaard delte generøst ud af sig selv
En offentlig person, der var bevidst om sine grænser, på trods af at hun meget generøst deltog i offentlige debatter, var Lise Nørgaard. Efter hendes død og i slipstrømmen på det sidste TV-interview med Lise Nørgaard, skrev Sørine Godtfredsens en kommentar i Kristelig Dagblad. Sørine Godfredsen fremhævede Lise Nørgaards evne til selvbeherskelse. ”Hun var repræsentant af en tid der snart er svunden.” At man ikke eksponerer sit følelsesliv offentligt, men omtaler fx svigt og sorg over svigt nøgternt. Her deler jeg holdning med Sørine Godtfredsen. Sårbarhed hverken kan eller skal ikke være et middel til at fx at blive interessant. Så bevæger vi os væk fra den ægte sårbarhed.
Sårbarheden grænse og tryghed
Sårbarhedens ærinde er fx at blive mødt i ægte tryghed og omsorg. Det kan blive voldsomt og ukontrollabelt i det offentlige rum. Eller i fora, der dybest set ikke kan tåle din sårbarhed. I fora som på skolen, på jobbet, i sportsklubben, i den brede familie mv er det også fornuftigt at vente med at dele det sårbare på den meget sårbare facon. Det sårbare bliver naturligvis heller ikke ægte, hvis det byttes ud med forfængelig trang til opmærksomhed. Et slutresultat, der ikke nødvendigvis er særlig helende og styrkende for selvværdsfølelsen.
Sårbarhed kan ikke skjules helt, men der er grænser
TV-udsendelsen ”Det sidste ord” handler om at tale om personlige dele fra en offentlig persons liv, når livet er ved at rinde ud. Udsendelsen vises først efter døden. Lise Nørgaard stillede op til dette interview i en alder af 105 år. Hun fremstod ærlig uden at blive følsom. Lise Nørgaards sorg, viste sig kortvarigt i hendes øjne, da hun kom ind på sin morrolle. Ingen føleri, men dog en ægthed. Den dybere sorg og dens eventuelle tårer, hører først og fremmest hjemme blandt hendes fortrolige eller i et fortroligt rum. Der får det sårbare udtryk en dybere mening med at forløse, hele sårene og/eller genskabe tillid.
Så langt er jeg altså enig med Sørine Godtfredsen i hendes kommentar. Men ikke når hun beskriver Lise Nørgaards fremtræden: Som ”en vidunderlig kontrast til den mærkelig ophøjelse af begrebet sårbarhed, der foregår i dag, hvor det nærmest er karrierefremmende at klynke”. Jeg spørger mig selv: hvorfra kommer den påstand, at det er karrierefremmende at klynke?
Mangel på sårbarhed kan give klynkeri
Den betydning af ægte sårbarhed, som jeg lægger i ordet, får ikke folk til at klynke. Tværtimod. Nogle har derimod tilbøjelighed til at klynke, hvis den ægte sårbarhed er blevet – eller stadig bliver – negligeret af de nærmeste. Undertrykte følelser kan transformeres over i en reaktiv eller defensiv tilstand. Fx offertilstand eller klynketilstand. Sårbarhed som begreb, kan hurtigt drejes ind i et negativt lys – ligesom når ordet bruges om særlige grupper (se # 4). Det er med til at besværliggøre vilkårene for at forstå sårbarhedens betydning. Ægte sårbarhed er ikke en tilstand, der kan bruges mekanisk eller for at opnå noget (fx krokodilletårer).
# 6 Når sårbarheden møder verden modigt
”Det er ikke kritikeren, der gør en forskel; ikke manden, der påpeger, hvor den stærke mand snubler, eller hvor den, der gør gode gerninger, kunne have gjort dem bedre. Anerkendelsen tilhører manden, som faktisk er i arenaen, hvis ansigt skæmmes af støv, sved og blod; han, som kæmper tappert, som fejler, som kommer til kort igen og igen, for der findes ikke bestræbelser uden fejl og mangler; men han er den, som faktisk kæmper for at udføre gerningen, den, der kender til stor entusiasme, stor hengivelse, som bruger sig selv på en værdig sag, som i bedste tilfælde oplever den store bedrifts triumf og som i værste tilfælde, hvis han fejler, i det mindste fejler, mens han vover meget. . . .”
af Theodor Rosevelt
Kort opsummering
Syv psykologiske aspekter af sårbarhed #6: Når sårbarheden møder verden modigt
Theodor Rosevelt-citatet taler om at kæmpe i arenaen indebærer risiko for at fejle. Det kræver mod at være sårbar og dermed turde være fejlbarlig. Det kræver mod at engagere sig uden at man kender slutresultatet. Skattede eventyr som Kejserens nye klæder og Brødrene Løvehjerte afslører tydeligt, hvor hæmmede vi kan blive i at møde verden med sårbarhed eller oprigtig undren. Heldigvis har vi børnene som sårbarhedens sandhedsvidner. De ser nysgerrigt, oprigtigt og undersøgende på dét, de står med i livet. Det er vi mange, som skal øve os på. Blandt andet ved at slippe panseret af perfektionsme, frygt, skam mv.
Børn er naturlige i deres omgang med det følende eller sårbare. De forstår og tør som regel at se verden, som den er. Vi siger jo også: ”Af børn og fulde folk skal man høre sandheden”. Det udtrykker et ufiltreret klarsyn fra børn. Tag bare drengen i Kejserens nye klæder. Drengens ærlige væsen busede ud med dét, ingen turde tænke og sige. De voksne havde et ”tend-and-be-friend” filter. De stivnede. Og lod som om…! Fordi de var bange for autoriteter… Helt ligesom mange ofre af #METOO har oplevet. Autoriteten får magten. Det sker også ofte i familier, sociale sammenhænge og på arbejdspladser. Hvis vi ikke mærker tryghed, kan vi opleve usikkerhed. Uden tryghed ingen ægthed. Dermed dannes der grundlag for forråelse. Og det er med til at skabe forkerte eller falske forestillinger om en selv og relationen til andre.
Denne simple visdom er vigtig overalt i vores samfund. I institutioner, i skoler, på arbejdspladser, i familier, i sportslige sammenhænge, i parforhold, blandt venner mv. Det gælder også i forholdet til de tætte relationer. Også når det omhandler svære emner som sygdom, død, frygt for at fejle mv.
I Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, er kardinalpunktet døden og den eksistentielle undren om det retfærdige i døden. Det flettes ind i et spændende og farverigt eventyr. Drengen Tvebak, som hans bror kaldte ham, var 10 år og lungesyg. En dag talte deres mor med en kvinde om, at han var døende. Tvebak hørte det fra rummet ved siden af. Moderen talte ikke med ham om hans sygdom.
Til al held havde Tvebak sin bror Jonathan. Han blev en ægte sårbar håndsrækning. Jonathan talte Tvebak om døden. Han bragte Tvebak ind i en fantasi, der også gjorde døden lettere at møde. I fantasiens kamp mellem det gode og det onde skulle frygt mødes med mod. Mod var noget Tvebak savnede, men han lærte sætningen:
“Nogle gange må man gøre ting, også selvom det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort”
Denne sætning blev ikke bare inspiration for Tvebak, men for mange læsere af Brødrene Løvehjerte.
Evnen til at tale om sårbare emner forsvinder hurtigt i en kultur, hvor vi ikke kan få plads til at leve helhjertet. Det kan derfor føles farligt at stå ved sig selv og vise sin sårbarhed eller inderste følelser.
Det giver sig fx udslag i at:
Når vi selv laver skygger for sårbarheden
- vi undviger sårbar kontakt og dybe samtaler med udvalgte venner, familiemedlemmer eller vores partner,
- vi slår os selv med kritiske tanker,
- vi er selvbebrejdende over ikke at kunne bidrage med at skabe gode og meningsfulde ting,
- vi er for travle og selvcentrerede,
- vi er for fokuserede på at vise effektivitet og styrke,
- vi er konfliktsky og bange for at vise vores sårbarhed og fejl,
- vi er underlagt perfekthedsregimer,
- vi sammenligner os med andre,
- vi føler vi ikke er – eller har – nok,
- vi skaber ikke den tid til ro og fordybelse, som er godt for vores indre styrke og sjælefred.
At bryde ud af disse mønstre kræver ofte mod i forskellige varianter, fx:
Lys på sårbarheden
- Mod til at vise at man er sårbar følelsesmæssigt, frem for at vise ligegyldighed eller en påtaget styrke.
- Mod til at kæmpe for dét, vi synes er rigtigt, retfærdigt og medmenneskeligt.
- Mod til at erkende, når vi ikke kan få dét, vi længes efter og give slip på længslen
- Mod til at være i de følelser, som vi har.
- Mod til at række ud eller tage initiativ.
- Mod til at tage imod når der er en, der rækker ud til dig.
- Mod til at turde tage forandringens skridt mod dét du gerne vil.
- Mod til at forstå dét, der gør dig utryg og formulere det sagligt.
- Mod til give slip og tage en pause.
- Mod til at mærke og favne din egen smerte og usikkerhed,
- Mod til at tage fejl og vise det.
- Mod til at dele dine tårer, længsler eller dybere behov med en, der er dig nær.
- Mod til at sige fra, når du ikke magter mere eller ikke finder det moralsk i orden.
At øve sig i mod kræver opmærksomhed på de lag, som frygten eller angsten indebærer.
Nogle gange handler det om modet til at kunne være dig selv. At bryde ud af – eller distancere dig fra – relationer, der holder dig nede. Og istedet give prioritet til dem, som du føler dig tryg sammen med.
Det kan også være i forbindelse med konkrete situationer. Hvis du fx er bange for at tale offentligt. Hvad er det så der trigger dig? Umiddelbart fortæller du måske dig selv, at der er mange mennesker, og du ikke kan lide at være i centrum? Men er det virkelig sandt? Måske er det snarere, at du ikke føler tilstrækkeligt selvværd til at kunne bære at komme til at fejle? Måske er du rigtig kritisk og hård ved dig selv? Spørg dig selv: Hvordan kan jeg tale mere konstruktivt til mig selv? Fx sige: “Jeg er god nok som jer er!!” ,”Som alle mennesker kan jeg blive nervøs, men jeg kan vover at vise, at har noget på hjerte” eller “Jeg forbereder mig og så kan jeg ikke gøre mere. Er der bare en, der finder det brugbart- er det godt nok!”
#7 Praksis og øvelser – der nærer den ægte sårbarhed
Daglige rammer
En praksis handler først og fremmest om få planlagt og levet i en sund og velafbalanceret hverdag. Vores nervesystem bliver for slidt, og vi bliver for trætte og stressede, hvis vi overbruger vores tilgængelige ressourcer. Søvn er kilde nummer et til at få genskabt balancen. Søvnens kvalitet hænger sammen med alt det du byder dig selv i løbet af en dag, uanset om det er fysisk eller mentalt.
Hverdagspraksis
Et stresset og udbrændt sind skaber dårlige betingelser for sårbarhed. For stress/udbrændthed giver mindre kontakt til det følende selv og mere kontakt til autopiloten, der er tunnelsynet og kæmper uden fuld kontakt med de indre ressourcer/følelser og/eller sanser.
I stedet skal du bestræbe dig på at finde en daglig praksis og nogle livsanskuelser, der rummer nogle af følgende mål:
Nærværsøvelse der fokuserer på nærvær med din krops ressourcer, grænser og centrering
Denne øvelse har til formål at skabe opmærksomhed på din krop, så du får fokus på de dele, der er tilbøjelige til at blive slappe eller lammes. Det står i modsætning til de anspændte kropsdele, som vi typisk lægger mærke til: fx anspændte skuldre, hjertebanken eller intens vejrtrækning.
Ved at tilføre energi til de dele af kroppen, der lukker ned, lammes eller stivner, fremmer vi muligheden for at kunne svare an på triggere, der normalt får os i en automatreaktion. Dvs. vi øger muligheden for at skifte gear, og blive lidt mere rolige, i integritet og/eller undersøgende i situationer, hvor vi ikke har gavn af overleversystemets lynhurtige automatrespons.
Øvelsen er guidet af psykoterapeut Birgitte Grønbech og jeg har fået inspirationen fra det store arbejde inden for relations- og traumeterapi, som krops- og psykoterapeut Merete Holm Brandtbjerg har lavet. Se også Meretes ROF øvelsesmanual.
Brené Browns pejlemærker til det sårbare og helhjertede
Et pejlemærke til en mere åben og flexibel tilgang, er, ifølge Brene Browns forskning, at give slip på dét, der forhindrer det sårbare og helhjertede. Se hendes 10 fokuspunkter her:
Giv slip og lev helhjertet og sårbart
# 1 Opøv din ægte selvfølelse:
Giv slip på hvad andre mennesker tænker!
# 2 Kultiver egenomsorg
Giv slip på perfektionisme
# 3 Opøv modstandskraften inden i
Giv slip på følelseskulde og magtesløshed
# 4 Opøv taknemmelighed og glæde
Giv slip på knaphedstanker og frygt for mørket
# 5 Opdyrk intuition og tillid
Giv slip på at skulle have vished for alting
# 6 Kultiver din kreativitet
Giv slip på at sammenligne dig
# 7 Kultiver leg og hvile
Giv slip på udmattelse som et statussymbol og produktivitet som lig med selvværd
# 8 Kultiver ro og stilhed
Giv slip på ængstelighed som en livsstil
# 9 Kultiver meningsfuldhed i arbejdet
Giv slip på at tvivle på dig selv på og alt det du ”bør og skal”
# 10 Opdyrk latter, sang og dans
Giv slip på at være ”cool” og altid i kontrol
Nogle af Brené Browns 10 veje til at forbinde sig med helhjertethed, er nemme at svare an på. Andre kan være svære. Fx kan det være svært at håndtere at give slip på følelseskulde og magtesløshed. Det kan være mekanismer du har lært at læne dig ind i, fordi de beskyttede og hjalp dig engang! Det er jo lige præcis derfor, at det kan være en god idé at arbejde sammen med en psykoterapeut. Så skal du ikke skal kæmpe alene mod det, som du af gode grunde selv har opbygget for at overleve.
Det kan være en god idé at anvende de nærværsøvelser, jeg har beskrevet og indtal,t i forrige afsnit. Det er en slags træning til at bryde gamle mønstre, hvor kroppen eller kropsdele enten spænder op eller bliver slappe,
Sårbarhedsdagbog som redskab
Hvis du synes det er svært at komme igang kan det være en god ide at købe en notesbog og lave en “Sårbarhedsdagbog”. Formålet er at få indblik og overblik i de mønstre du kommer ind i, der kan fjerne dig fra en sårbar måde at mærke og håndtere situationer, hvor du går ind i en automat-pilot adfærd eller reaktiv adfærd. Du skal i stedet notere hvad der kan hjælpe dig til at forstå dig selv fra et sårbart perspektiv. Nedenfor får du inspiration til at lave fire søjler:
- Dato/tidspunkt (og evt trigger af situation)
- Fastlåst/reaktiv/automat reaktion
- Bagved liggende følelse som blev overhørt
- Proaktiv løsning, der giver udtryk for din ægte sårbarhed
Emotionsfokuserede øvelser til at håndtere din sårbarhed
På hjemmesiden emotionskompasset findes en god introdution til følelser samt et øvelsesbibliotek, som du kan lade dig inspirere af. Nederst i denne artikel vil vi også arbejde med øvelser og rammer, der kan kultivere din evne til sårbarhed.
Kommunikér sårbar ud fra kontakt cirklen med Girafsproget
under udarbejdelse
Under udarbejdelse
Find dit “hvorfor”!
Insigt i emotionsfokuseret terapi – som en mulighed til at kultivere dig til mere kontakt med dit proaktive og helhjertede selv
Nedenfor kan du se nogle videoer som kan give en mere faglig tilgang til at forstå hvordan emotioner er vejvvisere og regulerende for menneskers behov og tilstande.
Podcasts
Brené Brown Unlocking us. Partnerships, Patterns, and Paradoxical Relationships with Esther Perel.
Begrebet sårbarhed, artikel i sundhedsplejesken af Mette Strømfeldt Lind
Sårbar? Det kan du selv være! sundhedskommunikation, “Om sundhedsvæsenets rolle i patienters sårbarhed” af Morten Sodemann, 2018
Sårbarhed hvad er det? på Ung til ungs hjemmeside
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. (u.å.). Sårbarhed. I Den Danske Ordbog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Den Danse Ordbog, (u.å) Livskraft. fra Den danske Ordbog, Det danske Sprog og Litteraturselskab.
Kronik i Kristeligt-dagblad. “Jeg er træt af at blive kaldt psykisk sårbar” af
Debatindlæg i Kristeligt-dagblad “Nej vi er alle psykisk sårbare” af Knud Kristensen, 18.07.2018
Mediekommentar i Kristeligt-dagblad: “Lise Nørgaard besad en gammeldags integritet, men Mikael Bertelsen gav ikke plads” af Sørine Gotfredsen 09.01.23
Opinion i Børsen “karpmans dramatrekant er et af verdens mest udbredte spil. Drop det!” af Lars Tvede 05.01.2020
ROF øvelsesmanual af Merethe Holm Brandtbjerg fra 2017
